I Svendborg på Brogade 13, ligger der en lille restaurant, der har haft en stor indflydelse på min evne til at opleve mad. Første gang jeg kom der, fik jeg en vækkelse, som blev definerende for min forståelse af – og evne til at nyde mad.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg spiste den første gang – men der er et helt tydeligt før og efter. Før var mad noget jeg spiste for at blive mæt og ind imellem glad. Efter blev mad en stemning og en følelse, som ramte meget mere end bare maven. Det rammer hele kroppen – og hjernen med.

Brogade 13 har huset indtil flere legendariske køkkenchefer og restaurationer – og gennem et par ejerskift er køkkenet nu landet i hænderne på Marinus Buch Kristensen.

Det du skal høre i dag er en vild historie om vejen fra årstidernes stille gang på Ærø over buldrende opgør i Marseille til køkkenet i Brogade 13, som i dag er hans idé om hvordan mad og servering skal være – nu under navnet Garniture.

Vi mødtes en stille formiddag på restauranten, men den franske kok var i gang med forberedelserne og fuglene havde travlt i gårdhaven så der er lidt ekstra lyd på denne udgave af Mandehulen – men det giver jo altsammen stemning.

Velkommen til fortælling, der er en dannelsesroman værdig. Velkommen til Marinus Buch Kristensens fortælling om rejsen ud for at finde hjem

Jesper Borup er uddannet journalist på DR – men inden da blev han udstyret med en baggrund i Svendborg, som ingen kan tage fra ham. Hans begejstring for at udtrykke sig kommer fra byens inspiration til at være sig selv og sammen. Som en af de allerførste udviklede Jesper det der i dag kaldes konstruktiv journalistik. Det vidste han ikke det hed dengang – han vidste bare det var En vej han gik ned af – og som han stadig udvikler og dyrker.

Rigtig meget klassisk journalistik handler om at placere et ansvar – men knap så meget om at tage et ansvar. Jesper er mandag til torsdag en time i æteren på P1, hvor han griber Danmark og sætter muligheder og løsninger up for grabs, sammen med et stærkt panel af problemknusere. Her går de løs på problemer, som vi allesammen møder og løfter den dyne, der holder fast i vores hverdagsbillede – og udfordrer det.

Jesper Borup har valgt medie for længst – han er 100% radiomand og en god samtalepartner.

I andet afsnit af Mandehulen møder vi en mand, der er solidt forankret i folket.

Bo Damgaard er vokset op på et landbrug, hvor man tog medansvar langt ud over hegnspælene. Det har sat sig i hans DNA og givet ham pejlemærker, der er så tydelige, at de har holdt gennem et arbejdsliv i to voldsomt omskiftelige brancher, nemlig tv og film.

Bo ryster ikke på hånden over mavefornemmelsen – fordi den ligger i ham som en dyb tro på fællesskabet.

Facts om Bo:
Han er født i 1948.
Han er tynd, fit og energisk.
Og en meget nærværende samtalepartner

Bo Damgaard er gift, har to børn og bor med en kæmpe havudsigt i Kerteminde på Fyn.

Han er cand phil i dansk og massekommunikation, har skrevet bøger, været med i bestyrelser i ind- og udland og været formand for det danske filminstitut.

Fra 1993 til 2007 var Bo Damgaard den mest markante programchef på dansk tv nogensinde – efter min mening – han var det på TV 2. Han skabte den måde dansk tv ser ud på i dag og efterlod sig, igen efter min mening, et kæmpe hul, som dansk tv ikke har formået at fylde siden.

I dag er Bo Damgaard direktør for den regionale filmfond Filmfyn.

Nogen gange skal man finde sig selv for at blive sig selv. I samtalen med Dan Frøjlund kommer vi med på en tur gennem livet, der ikke er lige – men ligefrem. Alt bygger på det der er sket, så der kan ske noget nyt.

Lyd med i sommerens sidste samtale og hør historien om en vildmand, der tæmmer sig selv.

Facts om Dan Frøjlund:
Dan Frøjlund er født i 1954. Uddannet reklametegner, senere arbejdede Dan som illustrator og er nu maler

Han kalder sig selv superrealist – og alkymist. En blanding, der måske om noget, viser den spændvidde det lyder til der er i hans sind og verdensopfattelse.

Han kæmper en hård kamp for ikke at blive kaldt kunstner eller kunstmaler. Derfor er hans visitkort et billede af en konvolut til Dan fra kongehuset, hvorpå han tituleres Maleren Dan Frøjlund – for som han siger: “når kongehuset synes jeg er maler, så er det vel også fint nok til andre”.

Tal uden filter eller hold din kæft. Tv-kokken, foredragsholderen og smagsdetektiven Claus Holm er en ærlig mand, der gerne vil dele de – til tider – dyrekøbte erfaringer, som han har gjort gennem livet. Lyt med i en helt særlig samtale, der dykker dybt og flyver højt.

Facts om Claus Holm:
Claus Holm voksede op sammen med sine fire brødre – og en mor, der måtte knokle på tyggegummifabrikken, fordi deres far døde meget tidligt – allerede da Claus var 10 år stod han uden et mandligt forbillede i sit liv – et savn, han selv siger gjorde at han gik ind i den meget maskuline og direkte kokkebranche.

I en alder af 27 år åbnede han restauranten Gaasen i Svendborg på Sydfyn. Her skulle engagement og kvalitet være i top – det samme gjaldt stressniveauet – og det trak store veksler på andre mennesker, medarbejderne og ikke mindst den Anne, som han er gift med og som virker som det store kompas i hans liv.

Livet blev lagt om – og han kom ad snirklede veje dertil, hvor han er i dag. Smagsudvikler, foredragsholder – men stadig KOK – med stort K for kærlighed til mad og smagsoplevelser.

Hatten er forøvrigt ægte – du kan møde ham på Svendborgs gader når han går tur og du vil opleve at Claus ser 100% ud, som han gør i tv.